Hong Kong er ikke kun et finanscentrum, men også en betydelig turistdestination med over 50 millioner årlige besøgende.
En stor del af charmen ved byen ligger i mødet mellem den vestlige og kinesiske kultur. Den tidlgere engelske kronkoloni er det perfekte sted at udforske dette spændingsfelt og læg dertil en skyline, der er mere imponerende end New Yorks, samt en gastronomisk scene alt fra street food til Michelin stjerner. Dermed er Hong Kong turistens store Kinder-æg med både kultur, arkitektur og gastronomi.
For de fleste turister vil Tsimshatsui området være det perfekte udgangspunkt. Området er intenst og rummer masser af shopping, restauranter og leben. Nathan Road kaldes ‘The Golden Mile’ og strækker sig fra Victoria havnen og hele vejen ned forbi det spændende Temple Street udendørs marked.
Udfordringen er, at enten så er hotellerne knækdyre eller decideret dårlige i denne del af byen.
Det er vigtigt at forstå, at Hong Kong har verdens dyreste kvadratmeterpriser. De lokale aviser kan jævnligt melde om boom i huspriserne, og hvis man tror huspriserne i København er vanvittige, så tag et kig på denne historie om Chan, der bor i en af Hong Kongs mini-lejligheder på 18 m2. Til en pris på over tre millioner danske kroner: “Hong Kong’s mini apartments boom as property prices soar.”
Med kvadratmeterpriser i det leje, så er hotellerne heller ikke billige. Hvis du ikke er frisk på at bo som en rygsækrejsende i små rum uden vinduer, så skal du regne med at betale 1000-1500 kroner pr. nat.
En af mulighederne er hotellet The Mira, som ligger i en sidegade til Nathan Road, lige over Kowloon Park. Det er femstjernet designerluksus til priser der starter ved kr. 630,- pr. person i et delt dobbeltværelse.
På værelset står Arne Jacobsens berømte stol Ægget, på væggen hænger et kæmpe fladskærmstv og i midten af værelset står en vidunderlig blød seng. Den fineste detalje findes dog på skrivebordet: En transportabel wifi-sender med gratis internet. Til at tage med ud i byen!
Det er ganske enkelt genialt, for dermed er der ingen grund til at stresse rundt i byen efter gratis wifi. Med hotellets sender i lommen er der altid trådløs adgang til internet. Smart!
Hotellets kinesiske restaurant Cuisine Cuisine serverer det lokale kantonesiske køkken og har en stolt fortid med to Michelin stjerner. Restaurantens “Tasting Menu” til 888 Hongkong dollar (ca. 758 danske kroner) består af otte serveringer, bl.a. en afsindig lækker “wagyu-okse med japanske chilipebre og ristede hvidløgsstrimler”.
Retterne er nydeligt anrettet, hvilket giver den kinesiske mad en sjældent æstetisk præg. En af serveringerne skal tilmed nok skal sætte gang i kommentarfeltet på Facebook, når det obligatoriske madbillede fra ferien lægges op: Chilimarineret kold vandmand i strimler med forårsløg. Velbekomme!
The Mira Hong Kong
118 Nathan Rd, Tsim Sha Tsui
九龍尖沙咀彌敦道118號
www.themirahotel.com