Svalbard er sidste stop inden Nordpolen, og Longyearbyen er hjemsted for verdens nordligste hotel. Det er det perfekte udgangspunkt for oplevelser i den arktiske natur på enten hundeslæde, snescooter eller med båd.
Af Kenneth Karskov, www.viviro.com
“Velkommen til Radisson Blu Polar Hotel Spitzbergen! Her praktiseres den gamle Svalbard skik med at bruge indesko. Vi opfordrer derfor vore gæster at tage udeskoene af, før de går ind på hotellet”.
Sådan står der på første skilt, der møder gæsterne ved ankomst på verdens nordligste full-service hotel. Ved siden af skiltet er placeret en kæmpe hylde med solide vinterstøvler i alle størrelser.
“Venligst opbevar skydevåben (gevær, pistoler, revolver) i våbenskabet. Nøgle fås i receptionen”, står der på det næste skilt, og det begynder at blive tydeligt, at dette ikke er et hotel som alle andre.
Hvilket endegyldigt understreges af en af forretterne på menukortet i hotellets restaurant: “Gravad sæl og røget hval”.
Dér ophører tvivlen: Dette Radisson hotel er noget helt udover det sædvanlige.
OL hotel fra Lillehammer
Svalbard ligger halvvejs mellem Norge og Nordpolen. Øgruppen dækker et areal på ca. halvanden gang Danmarks størrelse, og ligger blot 1300 km fra Nordpolen. I modsatte retning er der hele 2000 km ned til Oslo, så der er en altså halv gang længere til Norges hovedstad end til Nordpolen.
Der bor knap 2.600 mennesker på Svalbard, og ca. 70.000 turister finder hvert år hertil for at opleve den arktiske ørken på tætteste hold. 60% af øgruppen er permanent dækket af is, så snescootere og hundeslæder er vejen frem.
Radisson Blu Polar Hotel Spitzbergen er derfor et hotel, der bliver stillet særlige krav til. En del af hotellet er faktisk hentet fra OL i Lillehammer ’94 og transporteret hele vejen op til Svalbard efter vinterlegenes slutning.
Hotellet rummer en skøn restaurant med udsigt over fjorden og de sneklædte fjelde. De bedste værelser har badekar (man bliver svært glad for et varmt karbad efter en lang dag med oplevelser i kulden), Nespresso maskine, minibar og betagende udsigt.
Og idéen om morgenmaden som dagens vigtigste måltid bliver taget seriøst her. Der bliver lagt en god bund med både æg og bacon, rundstykker og croissanter, røget ørrred og blandet lokalt pålæg – samt en vaffelstation, hvor du kan lave en dampende varm vaffel og spise den som nordmændene ynder: Med den særlige norske delikatesse “myseost” på toppen.
Sæl og hval på menuen
Radisson Blu Polar Hotel Spitzbergen er således det perfekte udgangspunkt for oplevelser på Svalbard. Med placeringen som sidste stop inden Nordpolen er det typisk hundeslæde-, snescooter- og naturoplevelser, som lokker turisterne hertil.
En sejltur langs fjordene op til en af de russiske bosættelser – enten spøgelsesbyen Pyramiden, der står som den blev forladt og stadig er hjemsted for verdens nordligste Lenin statue, eller den stadigt aktive bosættelse Barentsburg – er en oplevelse for livet. Med lidt held kommer både sæler, hvalrosser, hvaler og måske endda en isbjørn til syne undervejs på turen.
Der er ingen veje imellem de forskellige bosættelser, så snescooteren er det foretrukne køretøj for de lokale på Svalbard, og derfor er det oplagt at prøve kræfter med de potente maskiner, når man er på disse breddegrader.
Du kan bestille udflugter i hotellets reception eller på kontoret hos Spitsbergen Travel i bygningen ved siden af hotellet.
Snescooter eller hundeslæde
Alternativt er hundeslæde, men disse er dog markant langsommere end de hurtige snescootere, som de lokale ikke tøver med at trykke op på 100 km/t og derover. Hundeslæden giver til gengæld en helt særlig ro i krop og sjæl, for pludselig er det kun hundene og slæden i sneen, der forstyrrer den absolutte stilhed, der er fremherskende i disse arktiske omgivelser.
Det er vigtigt at have en erfaren – og bevæbnet – guide med på udflugterne, for Svalbard har flere isbjørne (ca. 3.000) end indbyggere (ca. 2.600). Et skydevåben er derfor obligatorisk, når man bevæger sig udenfor byen, og på den måde giver opfordringen til at sætte skydere i våbenskabet ved indgangen pludselig fin mening.
På samme måde som skoskabet i lobbyen. For efter en lang dag med oplevelser i naturen omkring Svalbard er det en fornøjelse at kunne træde ind på et pænt, rent og dejligt varmt hotel. Og det viser sig også hurtigt at være en god idé at stille det vintervåde fodtøj ved indgangen, så der ikke bliver trådt flere kubikmeter sne med ind.
Verdens nordligste bar
Når dagen går på hæld og sulten trænger sig på, byder Radisson Blu Polar Hotel Spitzbergen på to spisesteder: Nansens Restaurant eller Barentz Pub & Spiseri.
Nansen Restaurant er hotellets finere restaurant. Det er her, hvor menukortet tager udgangspunkt i en forret af hval og sæl. Det er også muligt at smage den særlige Svalbard-ren og andre eksotiske råvarer, men kortet rummer også mere "almindelige" retter i form af supper og salater.
I den anden ende af spektret findes “Verdens nordligste bar”, som der står der på t-shirten på bartenderen på Barentz Pub & Spiseri. Både lokale og hotelgæster finder hertil og spiser stedets husmandskost til 99 norske kroner eller vælger blandt menukortets andre klassikere: Barentz Burger, peberbøf og pizza.
I baren serveres øl fra verdens nordligste bryggeri Mack (der i parentes bemærket ligger i Tromsø på det norske fastland, og derfor knap 1000 km herfra), og fem forskellige af bryggeriets øl findes i hanerne, bl.a. deres “Arctic Beer”.
100% garanti for hvid jul
Med Svalbards placering tæt ved Nordpolen har øgruppen midnatssol fra 15. april til 26. august, hvor det er lyst døgnet rundt. Det er umuligt at skelne mellem eftermiddag og sen nat, hvilket i sig selv er en oplevelse. Modsætningen hertil er polarnatten, hvor øgruppen er totalt mørkelagt fra d. 14. november til 29. januar hvert år.
Til gengæld giver hotellet garanti for 100% hvid jul! Det skulle være en helt særlig oplevelse, hvor måneskinnets skær giver genskin i de snedækkede fjelde og himlen lyses op af Nordlys.
Således er der dækket op til oplevelser af en helt særlig karakter på Radisson Blu Polar Hotel Spitzbergen.
Radisson Blu Polar Hotell Spitsbergen
Postboks 554
9171 Longyearbyen
Norge
Internet: www.radissonblu.com/hotel-spitsbergen