Ungerne løber i forvejen og forsvinder ind i en stor Lego ridderborg placeret midt i lobbyen, mens jeg får udleveret værelsesnøglen. De griner allerede, og vi er kun lige ankommet…
Af Kenneth Karskov www.viviro.com
Først flyver du i 12 timer til Singapore, så kører du i bil i 45 minutter og til sidst ender du i…. Legoland. Kynikere vil nok indvende, at man lige så vel kunne have taget bilen til Billund, men parken i Malaysia har én ting som Billund aldrig vil få: Over 30 grader om vinteren.
Wuhuuu!
Varme temperaturer og glade børn. Det kan kun blive godt, og det skal vise sig at gøre underværker ved en vintertræt dansk familiefar.
Er du ridder, pirat eller eventyrtypen?
Allerede udefra er det tydeligt, hvad der skal foregå. Legoland hotellet ligner et vaskeægte Lego hus, bare i gigantstørrelse, så børnene spotter med det samme hvad der skal ske. Og de er begejstret ved tanken!
Værelserne kommer i forskellige temaer – pirat-, ridder eller eventyrtema – og de små starter med at skulle løse en gåde for at finde en gemt skat. Opgaven består i at spotte forskellige ting på værelset og svarene bliver til en kode der åbner en boks med en skat i.
Lad det forblive en hemmelighed, hvad skatten er, men "noget", der ligger i naturlig forlængelse af produktsortimentet, er ikke et dårligt gæt…
Op til to voksne og tre børn
Værelserne er for så vidt ikke større end almindelige hotelværelser, men de er snedigt indrettet med dobbeltseng til de voksne og køjeseng til børnene. Som ekstra fidus kan man trække en dør for mellem børnene og de voksne, så begge parter kan få ro for hinanden.
Og bare rolig: Der er naturligvis to fjernsyn! Ligesom der er to håndvaske på badeværelset, en i lav højde til børnene og en almindelig til de voksne. Det er med andre ord indrettet helt ideelt til familier med børn.
Discoelevator
Et højdepunkt ved Legoland hotellet er elevatorerne. Normalt er elevatorer kedelige, men Legoland hotellets lifte er beklædt med billeder af Lego figurer med mikrofoner, LP-plader og mikrofoner.
Det burde give en indikation af, hvad der kommer til at ske, men alligevel er overraskelsen stor, da discokuglen i loftet sætter i gang og omkvædet af "Dancing Queen" pludselig starter.
Med et trylleslag står børnene og svinger hofterne, mens elevatoren bliver oplyst som en fest. Der må dog advares om, at nogle af disse disco-omkvæd kan sætte sig fast resten af dagen…
Legoland hotellet er åbnet 29. november 2013, og alt er således nyt. Det er tydeligvis designet for familier med børn, og bedst for dem i aldersgruppen 2-12 år. På toppen af bygningen er der swimming pool, henhodsvis en større 1,2 meter dyb pool, og en mindre 0,6 meter saltvandspool.
To forlystelsesparker
I umiddelbart forlængelse af hotellet ligger Legoland, men i Malaysia er det ikke bare én forlystelsespark, men faktisk to: En temapark med de klassiske Legoland fornøjelser á la Billund, og så et udendørs vandland, Legoland Water Park. De har hver deres indgang og er således separate, men du kan købe en kombibillet som giver adgang til begge parker.
Legoland Malaysia består af den velkendte kombination af kørende forlystelser, legepladser, spisesteder og Lego miniature bygninger.
Køreskolen er en Legoland klassiker, i Malaysia dog med den forskel at de kører i venstre side af vejen. Bilerne kan køre op på 6 km/t, og det er meget stolte børn, der kommer ud med et Legoland kørekort.
"Dino Island" er en klassisk forlystelse, hvor du stævner ud på eventyr i en båd, der bliver trukket 12 meter op i luften og bagefter sendt ned ad et vandfald/rutschebane til stor jubel for børn og voksne. Der kommer godt smæk på, og der er absolut ingen mulighed for at slippe tørskoet fra denne forlystelse.
Sidst, men ikke mindst, gør de imponerende miniature bygninger altid stort indtryk. Det siges at have taget tre år og over 30 millioner klodser at lave modeller af bl.a. Den Forbudte By i Beijing, Wat Arun i Bangkok, Taj Mahal i Indien og havnefronten i Singapore med bl.a. The Fullerton Hotel.
Har du rejst flittigt regionen er det fascinerende at genopleve disse steder opført i Lego. Ellers giver det rejsefeber, for det er veritabel turistbrochure at kigge på.
Herover: Legoland Hotel ved Legoland Malaysia
Legoland Malaysia priser
Legoland Temapark:
Entre kr. 230,- (MYR 140) for voksne og kr. 180,- (MYR 110) for børn 3-11 år (0-2 år gratis)
Legoland Water Park:
Entre kr. 170 (MYR RM105) for voksne og kr. 140,- (MYR 85) for seniorer over 60 år og børn 3-11 år (0-2 år gratis)
Kombibilletter (begge parker):
12-59 år kr. 285,- (MYR 175) og kr. 230,- (MYR 140) for børn 3-11 år og seniorer over 60 år
Priserne er meget rimelig inde i parken. En kvart kylling med tilhørende suppe og sodavand koster kr. 40,- (MYR 25), en børnemenu med kyllingenuggets, juice og frugt koster kr. 25,- (MYR 15), flaskevand koster kr. 5 /(MYR 3) og sodavand kr. 8,- (MYR 5).
Normale åbningstider er kl. 10-18 (længere i travle perioder, f.eks. skoleferier)
Internet: www.legoland.com.my