Det norske flyselskab, Norwegian, der også er godt repræsenteret i Danmark, har i stilhed øget deres gebyrer for indchecket bagage og sædevalg. Vær opmærksom på den samlede pris når du bestiller flybilletter.
Mens det fortsat er gratis at medbringe bagage hos SAS, Lufthansa, British Airways, Austrian Airlines o.s.v., så har de såkaldte lavprisselskaber som Ryanair, easyJet, Norwegian, Cimber Sterling o.s.v. de senere år haft stor fokus på de områder, hvor de kan opkræve ekstra gebyrer hos passagerer.
Norwegian igennem lang tid haft gebyr for både kreditkortbetaling, bagage og sædevalg ombord – men nu har de i stilhed øget disse gebyrer, så det f.eks. koster ikke mindre end 160 kroner at medbringe en kuffert på en returrejse til Barcelona samt yderligere 160 kroner for at få lov at vælge sit eget sæde ombord – og dermed være sikker på at sidde sammen med sit øvrige rejsefølge.
Alt i alt en merpris på ikke mindre end 320 kroner for en returrejse til Barcelona, som man altså skal lægge oven i prisen for flybilletten. Dertil kommer også gebyrer for kreditkortbetaling samt betaling for forplejning ombord.
Viviro.com anbefaler, at du er yderst opmærksom når du bestiller din flybillet – det er ofte ikke det som umiddelbart ser billigst ud, som også i den sidste ende er det når alle gebyrerne er lagt til.
Sammenligner du f.eks. Norwegian og SAS på en rute til Sydeuropa, så kan din SAS billet altså være op til 320 kroner dyrere og stadig være den billigste løsning, hvis du skal medbringe bagage og gerne vil have sikkerhed for at sidde sammen med resten af rejsefølget eller selv vælge dit sæde.
Hos SAS er der 20 kg. bagage inkluderte i prisen ligesom det er muligt at vælge sæde ombord ved online check-in 22 timer før afgang.
Skal du også have lidt at drikke og spise ombord, så kan prisdifferencen være endnu større, hvis du f.eks. vælger at flyve med Lufthansa, Air Berlin, Swiss, Austrian Airlines m.v. som også servere drikke og en snack ombord. Dette skal du betale for hos Norwegian og Cimber Sterling f.eks.