Hvem vil du helst ikke rejse med? Danskere sidestiller svigerfamilien med kollegerne, når vi skal svare på, hvem vi mindst har lyst til at rejse med
Det er ikke altid, at den perfekte partner også medbringer den perfekte svigerfamilie. For det kan være svært at forene ferietraditionerne, og selvom man måske har været så heldig, at den perfekte svigerfamilie er fulgt med den perfekte partner, så er svigerfamilien formentlig alligevel ikke de foretrukne rejsekompagnoner.
Det er essensen af en undersøgelse, som Epinion har lavet for British Airways.
Ferien er et pusterum
”Nu om dage rejser skandinaverne oftest på ferie for at holde fri og få et pusterum fra hverdagen. Og ikke mindst for at være sammen med de allernærmeste som vores partner og børn, der har brug for lidt ekstra opmærksomhed i en ellers travl hverdag", fortæller Peter Rasmussen, chef for British Airways i Nordeuropa.
Find billige flybilletter med lavpriskalender – læs her
"Selvom man har en dejlig svigerfamilie, så tror jeg, at de fleste kender til følelsen af, at man alligevel skal være lidt mere på og være sit bedste jeg, når vores bedre halvdels familie er med”, siger han.
Undersøgelsen viser desuden, at det især er de 30-39-årige, der ikke har lyst til at rejse med svigerfamilien. Her svarer 17 % at det er svigerfamilien de mindst vil rejse med.
Dem planlægger vi at rejse på ferie med det næste år:
1. Familien (32 %)
2. Partneren (32 %)
3. Vennerne (17 %)
Undersøgelsen er udarbejdet på baggrund af i alt 1.013 gennemførte interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført som en webbaseret undersøgelse via Epinions paneler i Danmark i perioden 24. september – 3. oktober 2013.