Sicilien er alt hvad du drømmer om! Fantastisk god mad, betagende smuk natur og store italienske armbevægelser.
Wow! Lavaen fosser ned ad siden på vulkanen Etna, og i den mørke nat ser den røde strøm af brændende stenmasse fascinerende smuk ud set fra byen Taormina.
At Etna også er ensbetydende med død og ødelæggelse bliver hurtigt klart, da den specialbyggede firehjuls-trukne bus et par dage senere langsomt kravlede op ad bjergsiden. På vej mod toppen af en af verdens farligste vulkaner og med et tidligere skisportssted – Piano Provenzana – bag sig. En by som forsvandt under udbruddet i 2002, og hvor kun skiliften står tilbage…
Tilbage i Taormina er det kun min rumlende mave, som får mig til at slippe synet af Etna. Højt oppe på en klippe over Naxosbugten ligger denne romantiske by, som i mere end hundrede år har været Siciliens fremmeste rejsemål. Med de smalle gader, de flotte butikker og de fremragende restauranter bliver ingen turist skuffet her. Selv ikke de mest kræsne.
Taorminas bedste hotel
Gerhard Schuler bestyrer et af Taorminas bedste hoteller, Hotel Villa Schuler. Ikke det dyreste eller mest luksuriøse, men nok det hyggeligste og bedst beliggende. Størstedelen af de 27 værelser har udsigt til havet og vulkanen Etna, mens andre har en terasse ud til den flotte gårdhave.
Gerhard – hvis bedstefar kom til Sicilien fra Tyskland – er samtidig kilde til en masse nyttig information om Sicilien. Sig Godfather filmene, og han forklarer dig vejen til byerne Savocá og Forza D’Agro hvor filmene er optaget. Sig Etna og han har et par tips i baglommen. Og sig god mad, og han lyser op i et stort smil.
”Siamo in giardino” – vi er i haven!
Ristorante Licchio’s er en af dem Gerhard gerne giver en anbefaling med på vejen. ”Sig du bor her, så laver de en billig menu til dig”, lover han.
Det skal vise sig at holde stik. Bænket i gårdhaven omkring rustikt siciliansk mad, kommer der først en god gang antipasto med pølser, ost, grillede grøntsager og andet godt for en dansk halvtredser på bordet. Derefter den lokale ’Pasta alla Norma’ med aubergine og lokale krydderier, og så sicilianske kalveruller fyldt med ost og soltørrede tomater og vendt i rasp og parmesan.
Læg dertil en flaske husets vin, og så kan regningen lige snige sig op på en plovmand. Hvis du fyrer gavmildt op for drikkepengene, for ellers stopper den et godt stykke derfra.
Så Sicilien er både smukt, rimelig i pris og byder på store oplevelser. Godfather den ene dag. Etna den anden. Taorminas over 2000 år gamle amfiteater den tredje. En tur på stranden den fjerde. Og så lidt shopping, god mad og store armbevægelser resten af tiden. En uge flyver af sted på sydende Sicilien…
Rejsetip: Du kan rejse til Sicilien hele året, men de bedste måneder er marts til juni og september til november. Sommeren er glohed, og med mindre du rejser til Sicilien for strandenes skyld, så er det foråret og efteråret der er bedst.