Lad det være sagt med det samme: Der er stor forskel på om du flyver korte eller lange ruter med Air Berlin. Kvaliteten svinger fra helt i top til den nedre del af vores favoritliste. Viviro.com er testet Air Berlin på både korte og lange ruter – læs her hvad vi synes om det.
Europæiske ruter:
Hvis du skal flyve i Europa, så hører Air Berlin absolut til blandt vores favoritter når det gælder økonomiklasse – specielt hvis du flyver en rute, hvor de benytter deres Airbus A320, som de f.eks. gør på den populære rute mellem København og Mallorca.
Siddekomforten rimelig god
På denne flytype har man installeret en ny type sæder fra Recaro, hvor stolelommen er flytte op over bordet. Det giver følelsen af langt mere benplads end i den gamle type. Sæderyggen er derimod lidt tyndere, men på korte ruter er det ikke noget problem. Bordet bliver også lidt mindre, men passer fint til en drink og en sandwich. Siddekomforten er faktisk ganske god på denne flytype. Eneste lille anke er læderstolene, som godt nok er billigere for flyselskaberne at vedligeholde, men som giver en noget "klistret" fornemmelse, når der er meget varmt i kabinen som på testturene. Her foretrækker jeg faktisk stofbetræk, som man ikke glider eller sveder så meget i.
Forplejning
Det er yderst prisværdigt at man hos Air Berlin stadig byder på noget at drikke og en sandwich – godt nok en meget tør og kedelig udgave – men fair nok – den er dog stadig gratis. Drikkevarer uden alkohol er gratis ombord og det betyder også at f.eks. en gin/tonic er billigere end hos de fleste andre flyselskaber, da man jo ikke skal betale for tonic’en. Dejligt at man stadig kan få et minimum af forplejning uden at skulle rode sin håndbagage igennem for mønter.
Hvis en sandwich ikke er nok til den små tre timer lange flyvetur til Mallorca, så er det muligt at bestille varm mad ombord. Det skulle vi naturligvis også teste – og vi bestilte en nudelret, en såkaldt hønse-gullash og Air Berlins signaturret – Curry Wurst.
Vores erfaringer med varm mad på fly er noget blandede på økonomiklasse, så forventningerne var ikke specielt store. Men vi blev dog heldigvis meget positivt overraskede. Alle tre retter var af forbavsende god kvalitet – specielt nudelretten har helt i top. Det kan klart anbefales at bestille en af disse retter ombord, hvis du vil forkæle dig selv lidt ekstra.
Hønse-gullash ombord på AirBerlin. Kan købes til rimelige penge og er af ganske god kvalitet
Air Berlin’s signatur-ret – Curry Wurst
Ingen gebyrer – og dog?
Endnu en af de ting vi sætter stor pris på hos Air Berlin er deres gennemskuelige priser og mangel på gebyrer. Her er der inkluderet 20 kg. bagage i prisen og det er muligt at vælge sit eget sæde ved check-in på internettet fra 30 timer før afrejse. Fornemt og flot. Det kan faktisk lade sig gøre at købe en billet med Air Berlin og rejse helt til bestemmelsesstedet uden at skulle af med ekstra gebyrer for alverdens ting eller for en tår at drikke ombord. Meget prisværdigt.
Hvis du dog har ønske om at forudbestille et bestemt sæde ombord allerede når du bestiller billetten, så tager Air Berlin godt og grundigt ved når dit kreditkort skal belastes. Ikke mindre end 75 kroner pr. person pr. vej for denne "service". Her er de faktisk dyrere end selv lavprisselskaberne, der har specialiseret sig i høje gebyrer. Men fair nok – når man kan vælge sæde 30 timer før på internettet, så kan man faktisk sagtens undgå at betale for dette gebyr.
Bonusprogram
Air Berlin har deres eget bonusprogram, Topbonus, hvor man kan opspare point på sine rejser og på sigt få gratis rejser for disse point. Programmet er ganske udemærket, hvis man rejser meget med Air Berlin, men vi savner at de er med i en alliance, så man kan samle sine bonuspoint fra flere flyselskaber. Vi rejser ganske enkelt ikke nok med Air Berlin på de få ruter de har fra Danmark til at det nogensinde bliver interessant at optjene point.
Konklusion
Alt i alt er Air Berlin blandt vores klare favoritter på de korte ruter i Europa. Specielt til Mallorca og på de øvrige afgange, hvor de benytter de nye og behagelige Airbus A320-fly. Air Berlin flyver også med Boeing 737-fly til Berlin på nogle afgange. Her er komforten ikke helt så god, men dog stadig udemærket på så kort en tur. Det er meget prisværdigt, at man får serveret en sandwich samt drikkevarer ombord. Oplevelsen ved at flyve med Air Berlin er faktisk tæt på den man fik når man fløj "i de gode gamle dage" inden lavprisselskabernes indtog. Et flot produkt, som klart kan anbefales og som er fuldt på højde med f.eks. Lufthansa.
Læs også: Test af Air Berlin på langruter