Viviro.com har netop testet tre flyselskaber som alle flyver på de danske indenrigsruter. Vi har fløjet med Norwegian, Cimber Sterling og SAS mellem København og Aalborg for at se nærmere på om der er forskel på produkterne de tilbyder. Her følger vores guide til disse tre flyselskaber.
Norwegian
Det norske lavprisselskab Norwegian tilbyder ofte lave priser på danske indenrigsruter. De flyver p.t. fra København til Aalborg og Karup og har derudover samarbejde med Wings of Bornholm på ruten til Rønne, men sidstnævnte flyves ikke af Norwegian. Når du flyver med Norwegian betaler du for et basisprodukt. Hvis du skal medbringe bagage eller selv vil vælge sæde ombord, så koster det ekstra. Det er ikke muligt at foretage check-in på internet før ankomst til lufthavnen og der serveres ingenting ombord på flyet – ej heller er det muligt at købe noget. Hvis du er interesseret i lidt at drikke undervejs, så må du altså selv sørge for at købe det i lufthavnens kiosk inden afgang. Priserne kan være lave, men husk at tage højde for dine udgifter til bagage, sædevalg, drikkevarer, aviser m.v. – hvis du ønsker at gøre brug af dette. Norwegian flyver udelukkende med Boeing 737-fly, der kan variere fra nye 737-800 til ret så gamle 737-300 fly. Benpladsen er minimal på disse fly.
Cimber Sterling
Det danske flyselskab Cimber Sterling har fløjet på danske indenrigsruter i mange år og er sikkert velkendt hos mange. Cimber Sterling flyver p.t. fra København til Aalborg, Århus, Karup, Sønderborg og Bornholm. Cimber Sterling har for nyligt indført gebyr for bagage (50 kr. pr. vej pr. kuffert) og det er ikke muligt at vælge sæde ombord. Her er der frit sædevalg, så det gælder altså om at komme først ombord, hvis du ikke vil risikere at ende op på et midtersæde på bagerste række. Denne sædejagt kan godt føles lidt stressende. Cimber Sterling tilbyder dig en avis når du går ombord, men servering af kaffe, juice og chokolade, som altid har været Cimbers varemærke, er nu skåret væk. Det er ikke muligt at købe noget ombord, så du må altså selv medbringe fra lufthavnens kiosk, hvis du ønsker det. Cimber Sterling benytter et mix af ATR42/72 propelfly og Boeing 737-700. I Boeing-flyene er der minimal benplads, mens det i ATR-flyene kan variere fra fly til fly, men som udgangspunkt er det en trang oplevelse. Der optjenes SAS Eurobonus-point på Cimber Sterlings indenrigsafgange og det er muligt at checke ind online via SAS’s hjemmeside op til 22 timer før afgang.
SAS
Hos det skandinaviske flyselskab, SAS, får du en pris, hvor alt er inkluderet. Her er både bagage, forplejning og frit sædevalg inkluderet i prisen. 22 timer før afrejse kan du checke ind – både via mobiltelefon eller via internettet og på sidstnævnte kan du selv vælge dit sæde. SAS byder på juice, vand, the og kaffe på den korte flyvetur, som du dog selv skal huske at tage med fra gaten. Desuden bydes på dagens avis. Der er også lejetøj til børnene. SAS benytter et mix af forskellige flytyper på deres indenrigsruter. MD-80, CRJ900, Airbus 319 og 321. Generelt set er komforten ombord på SAS’s fly betydelig bedre end hos konkurrenterne. Vær dog opmærksom på at du skal vælge sæde forrest i flyet, hvis du flyver med MD-80 flyene. Disse fly er gamle og motorerne sidder bagerst, hvilket kan give ret meget støj i den del af flyet, men tilsvarende er den forreste del meget støjsvag og nok noget af det mest behagelige man kan udsætte sig for – både mht. benplads og stilhed. CRJ-900 flyene er helt nye og ganske komfortable selvom det er ret små fly. Airbus-flyene er også rimeligt nye og ganske komfortable. Af de to sidstnævnte foretrækker vi Airbus 321, som er et dejligt rummeligt fly, der giver lidt mere luft i kabinen. På afgangene inden kl. 9.30 byder SAS på lidt let morgenmad, som du selv skal tage med fra gaten. SAS flyver fra København til Aalborg og Århus. Der optjenes Eurobonus-point på dansk indenrigs med SAS. SAS er desuden et af de mest punktlige flyselskaber i verden – hvilket også er et plus.
Konklusion
Vores valg vil naturligvis afhænge af dagsprisen på afgangen og hvilke afgangstider vi har behov for, men hvis vi udelukkende skal sammenligne på produktets kvalitet, så er SAS vores klare favorit. Komfort og service er lige et nøk bedre end hos konkurrenterne og at få tilbudt lidt at drikke og et rundstykke om morgenen er et absolut plus og ikke mindst et lille stykke legetøj eller en malebog til børnene trækker op hos enhver forælder. Desuden trækker det op at SAS inkluderer bagage og sædevalg i prisen, hvilket gør det dejligt overskueligt. Det er en nogle små ting, som gør den store forskel. På andenpladsen kommer Cimber Sterling, der trods alt byder på en avis, online check-in og giver lidt bonuspoint, men det er også de eneste forskelle på dem og Norwegian. Norwegian er et basisprodukt, som får dig sikkert frem, men vær – på både Cimber og Norwegian – opmærksom på totalprisen, hvis du skal medbringe bagage. Hos Norwegian trækker det ned at man ikke kan foretage check-in online, hvilket man godt kan forlange af et moderne flyselskab idag.
Alt i alt er det små ting, som er forskellen og det er naturligvis op til den enkelte om disse ting betyder noget. Er der ikke den store prisforskel, så ville vi til enhver tid vælge SAS, men der skal ikke være mange kroners forskel inden vi vil overveje en af de andre – da der trods alt er meget kort flyvetid på dansk indenrigs.
Men ingen tvivl om at vores tur med SAS mellem Aalborg og København var den mest komfortable af de tre.