Det er de gamle dyder, der præger oplevelsen ombord på LOT flyet fra København til Warszawa. På den gode måde! Her tager sig ordentlig af dig undervejs med lidt at spise og drikke – ganske gratis!
Den lille Embraer 170/175 står som ny, da jeg træder ombord på LO 464 til Warszawa. Embraer flyet er ikke så kendt i Danmark, men det er små fine jetfly, som tager mellem 70 og 82 passagerer, og som med stor succes bliver brugt af en håndfuld af verdens førende flyselskaber til korte ruter. Kabinen er præget af de lyst grå og blå sæder, som der står to af på hver side af mellemgangen. LOT har i alt femten af disse fly, hvoraf den ældste er knap fem år gammel, så det er altid nye og moderne fly, du sidder på, når turen går til Warszawa med det polske Star Alliance medlem.
Vel ombord er det tid til at spænde sikkerhedsbæltet. Personalet gennemgår sikkerhedsinstruktionerne og en båndet kvindestemme gentager det hele på dansk og byder velkommen ombord. Den gode tone fortsætter med serveringen, som starter med at stewardessen kommer rundt med en vådserviet til alle passagerer. Det er en lille ting, men alligevel bemærkelsesværdigt, for i en tid hvor flyselskaberne skærer alt ind til benet, så ses den slags normalt ikke på Economy. Det hører faktisk Business Class til.
Mad og drikke er gratis
Ombord på LOT er mad og drikke inkluderet i billettens pris. Så da drikkevognen kommer rundt, får jeg mig en kop thé og et glas appelsinjuice. Det er mest passende til tidspunktet, men jeg kigger rundt i kabinen og ser, at der er andre passagerer, der ikke holder sig tilbage, og napper en øl eller et glas vin. Det hele er gratis, og det gælder faktisk også vodka og whiskey, hvis det skulle friste på denne 09.55 afgang.
Sandwichen er ikke noget særligt. Her er der skåret ned over de sidste par år, så fra at have serveret en lille bakke med mad ud, består forplejningen nu af et kuvertbrød med lidt ost. Bedre end ingenting, vil nogen sige, men det synes jeg faktisk ikke er pointen. For mig handler det snarere om, at dette minimum af forplejning ombord betyder, at jeg slipper for at flyselskabet skal tjene penge på mig undervejs.
Ingen salgsvogn, ingen dyre aviser, ingen skrabelodder, ingen billetter til lufthavnstoget, ingenting. Ahh! Jeg slipper for at få deres varer proppet ned i halsen, og kan bare læne mig tilbage og slappe af. Som udgangspunkt har jeg ingen problemer med at betale for mine ting ombord, men det er så dejligt afslappende ikke at skulle være et objekt for et potentielt salg ombord.
Et fly er et af de få steder tilbage, hvor man stadig kan sidde i ro og mag. Her er ingen emails, der tikker ind. Telefoner der ringer. Mennesker der afbryder. Her er i virkeligheden ret stille, og det er så sjældent med den slags steder efterhånden. Så det er så rart at slappe af, læne sig tilbage og så bare blive taget godt hånd om. Bevares, jeg kunne ønske mig lidt bedre mad ombord end et kuvertbrød, men når jeg nu kender alternativerne hos konkurrenterne, så klapper jeg i hænderne over en tur med LOT.
LOT flyver to gange om dagen fra København til Warszawa. En gang om morgenen og så igen om aftenen, og det er altid med gratis forplejning ombord, Eurobonus point og nye jetfly.
Fakta om komforten på Embraer 170/175 hos LOT:
Sædeafstand: 32"
Sædebredde: 18,25"