LOT’s rute til Vietnam er både lynhurtig og billig. Så hvad stikker under, spørger du. Det har vi sat os for at finde ud af og taget turen med Star Alliance medlemmet LOT Polish Airlines fra København til Hanoi.
Turen går fra København til Warszawa og derfra videre til Vietnams hovedstad, og forbindelsen er ideel. Kun 55 minutters ventetid i Warszawa på udturen og halvanden time på hjemturen. Prisen har været ned i omkring 4.000 for en retur med alle skatter og afgifter.
Slet ikke skidt!
So what’s the catch? For vi er jo vant til at flyselskaberne lover og lover, men lige "glemmer" at fortælle hele sandheden. Så der må må jo være en-eller-andet hage ved dette gode et tilbud fra Star Alliance’s polske medlem, for det lyder jo næsten for godt til at være sandt.
Lad det være sagt med det samme: Det er slet ikke skidt!
Den korte tur fra København til Warszawa foregår ombord på en Embraer 170/175 med plads til 70-75 passagerer. Det er et superfint lille jetfly, som en række af verdens største flyselskaber bruger. Ombord er der fuld forplejning, og efter dagens forhold for europæisk økonomiklasse, så er der nærmest tale om et helt taffel. En sandwich med ost, et stykke Lindor chokolade og fri bar – inklusive øl og vin. Og det hele er ganske gratis!
Ventetiden i Warszawa er små 55 minutter. Du ankommer 21:45 og du skal ikke forvente at kunne nå meget tax-free shopping her. Butikkerne i lufthavnen lukker i øvrigt kl. 22, så det giver næsten sig selv. Et nyt sikkerhedstjek venter, passet skal kontrolleret og derefter skal det næste fly boardes.
Tyve år gamle fly
Turen til Hanoi varer lige over 11 timer og foregår ombord på en Boeing 767-300. Flyet har efterhånden tyve år på bagen, hvilket ikke har noget at sige for sikkerheden, men det ser ikke helt nyt ud længere. F.eks. er her ikke nogen individuel tv-skærm i sæderne til hver passager, men derimod en gammelt biograflærred forrest i kabinen.
Den gode nyhed er til gengæld, at for tyve år siden, da man indrettet disse maskiner, var man ikke helt så fedtet med benpladsen. Så der er fin plads til knæene ombord.
LOT skulle ellers have fløjet rundt med Boeings revolutionerende nye Dreamliner fly. Desværre er flyet så revolutionerende, at det har voldt Boing store kvaler at få færdigt og er blevet adskillelige år forsinket. LOT bliver det første selskab i Europa til at flyve med disse splinternye fly, men indtil Boeing får det færdigt (sandsynligvis i slutningen af 2011), så må LOT flyve videre med deres gamle Boeing 767’ere.
Som en slags kompensation har Boeing givet sæderne helt nyt betræk, så maskinen ser helt fin ud indeni. Sæderne er også dejligt store og tykke, som man lavede dem for tyve år siden. I dag skærer man gerne et par centimeter af ryglænet, hvilket giver lidt dårligere støtte i ryggen, men til gengæld gør, at flyselskabet kan klemme flere sæder ind i de flyet.
En anden god ting ved LOT’s langdistancefly er, at det ikke er så voldsomt stort. Du sidder to ved vinduet, tre i midten og to ved det andet vindue. På den måde føles det rent mentalt ikke så presset, som når du sidder på en Boeing 747 Jumbojet (som f.eks Thai bruger på ruten til Bangkok) med ti passagerer i hver række og kigger ud på et stort åbent hav af rejsende.
Maden er gratis – men du skal betale for alkohol
Så til servicen: Der går halvanden time inden maden kommer på bordet. Det betyder, at det bliver lidt over midnat, før vi spiser aftensmad. Der bliver serveret en varm ret og en "madkasse" med brød og pålæg.
"Madkassen" indeholder to skiver brød, nogle skiver pålæg og ost, lidt pyntegrønt, en pakke smør og et stykke Lindor chokolade. Den varme ret er enten oksekød eller kylling, og jeg vælger kødet, som er asiatisk stegt og ligger på en bund af nudler.
Hvor det på den korte rute fra København til Warszawa er gratis at få sig en øl eller et glas vin, så koster alkoholen penge på den lange flyvning. Fair nok, så jeg må slippe en dansk tier for en dåse øl og en tyver for en lille Cognac.
Gammeldags storskærm
Herefter sover de fleste ombord på flyet. Der kører en film på den store fællesskærm, men der er ikke mange der kigger på den.
To timer før landing er der morgenmad, som er bakke med yoghurt, en sandwich og en muffin. Et glas juice og en kop kaffe/the følger med.
Personalet gør deres job, men det er ikke små, veltrænede service-maskiner som hos f.eks. Singapore Airlines. Går du selv smilende ind til opgaven, så skal du nok få en glimrende tur, men forvent ikke at de kommer dig i forkøbet med et stort bredt smil, hvis du sidder og surmuler.
Så for at opsummere: Er det forfærdeligt? Nej, overhovedet ikke. Er det helt fantastisk? Nej, heller ikke.
Det er transport frem og tilbage uden så mange dikkedarer.
I gode hænder hos LOT
Du får mad og drikke ombord, og du kommer sikkert frem. Så hvis du ikke forventer – eller forlanger – meget mere end det, så vil du faktisk være i gode hænder hos LOT Polish Airlines.
Tag det for det, det er: Billig transport til og fra Vietnam og ikke mindst, så får børnefamilierne den attraktive natteflyvning, hvor børnene sover under det meste af flyvningen. Samtidig nyder du godt af det sene ankomsttidspunkt, for du ankommer til Hanoi klokken tre om eftermiddagen og selvom du er naturligt træt efter de mange timers flyvning, så er det ikke uoverskueligt at holde den kørende frem til om aftenen.
Således er du straks inde i døgnrytmen, hvilket er meget sværere, når du ankommer til Asien klokken seks-syv om morgene som med Thai Airways og Singapore Airlines, for så oplever du en slem trang til en middagslur, hvilket fuldstændig smadrer din døgnrytme de første par dage på ferien.
Det hele får du tilmed til en rigtig god pris, så ville jeg tage turen med LOT Polish Airlines igen? Ja, uden at tøve et sekund…
Ulemper:
– ingen personlig tv-skærm med film, musik og spil
– ældre fly (indtil de splinternye Boeing 787 Dreamliner kommer i 2012)
– Du skal betale for alkohol ombord
Fordele:
– Kort ventetid ved flyskift i Warszawa
– Billig og hurtig forbindelse til Vietnam
– God benplads
– Du optjener SAS Eurobonus point på turen
– Natflyvning (nemt når du rejser med børn)
– Du ankommer sent på eftermiddagen til Hanoi (så du hurtigt kommer ind i den nye døgnrytme)
SE OGSÅ: Flytest af SAS "Sandwich Altid Sandwich"