Hvornår er det bedst at rejse til Thailand. Hvordan er vejret i de forskellige egne og på de forskellige årstider. Er luftfugtigheden høj? Spørgsmålene er mange omkring vejret på feriestedet. I det følgende har Viviro.com’s eksperter forsøgt at give dig overblik over vejret i Thailand.
Hvornår er vejret bedst i Thailand?
Generelt: Du er på vej til troperne – så forvent varmt vejr og høj luftfugtighed!
Vinter, forår, sommer og efterår som vi kender det herhjemmefra har de ikke i Thailand. Her kan man derimod tale om følgende tre ”årstider”:
– Den tørre: fra november til februar med varmegrader omkring de behagelige 30.
– Den varme: fra marts til maj med temperaturer op mod 40 grader.
– Den våde: fra juni til oktober med masser af regn.
April og maj er de varmeste måneder, hvor selv thailænderne kan finde på at klage over varmen. Her kan temperaturen nå op over 40 grader! I juni tager de hul på monsuntiden, hvor den sydvestlige monsun bringer den regnfulde sæson med sig, som fortsætter indtil udgangen af oktober. November til marts er derfor den bedste tid at besøge Thailand, med december, januar og februar som højsæsonen.
Det er varmt, uanset hvornår du tager til Thailand. Så det du skal være opmærksom på er monsunen! For det er den som afgør, hvor du skal hen i Smilets Land.
Hvornår skal jeg rejse?
Vi har forsøgt at lave et par tommelfingerregler for de mest populære feriesteder – men husk ingen regel uden undtagelser. Her kan du se hvornår det er bedst at tage af sted (og i parentes hvornår regntiden falder)
Phuket: November til april (regntid: maj til oktober)
Samui: December til juni (regntid: september til november )
Bangkok: November til april (regntid: maj til oktober).
Hua Hin: December til september (regntid: Oktober til november).
Chiang Mai: November til maj (regntid: juni til oktober).
Krabi: December til april (regntid: maj til november)
Koh Samet: Oktober til april (regntid: maj til juli)
Tager du til f.eks. Phuket i regntiden, mens monsunen hærger, så vil du sagtens kunne få en god ferie. Du skal bare være opmærksom på, at du ikke kan bruge strandene, da bølgerne bliver store og strømmen meget kraftig. Således er badeferien begrænset til poolen!
Hvornår er det højsæson og lavsæson?
Som du kan se ovenfor, så er december, januar og februar de bedste måneder at besøge Thailand i. Således er flybilletterne også dyrest i denne periode, hotellerne bliver hurtigt fyldt og overalt er der mange turister.
Så vil du have en billig rejse, skal du tage til Thailand udenfor denne periode, f.eks. i maj. Her skal du undgå Phuket og vestkysten, men til gengæld kan du få billig ferie med godt vejr på Koh Samui eller Koh Samet og nordpå i området omkring Chiang Mai.
Rigtig god tur!