Six Senses Hideaway på Koh Samui i Thailand er udråbt til verdens bedste hotel. Viviro.com har besøgt stedet, hvor ordet hotel ikke rigtig giver mening. Her er ikke nogen egentlig hotelbygning, men derimod 66 luksusvilaer, hvoraf størstedelen har privat pool.
Af Kenneth Karskov, Viviro.com
Da det prestigefyldte rejsemagasin Condé Nast skulle kåre verdens bedste, var de ikke et sekund i tvivl. ‘Six Senses Hideaway Samui’ indtog suverænt førstepladsen, og det med god grund, for hotellet er et ypperligt gemmested, når hverdagen skal på afstand.
Fedt ikke med småpengene
For der er ikke meget leverpostej, tømme opvaskemaskine eller anden kedelig hverdag over stedet her. Indkvarteringen sker i 66 villaer, som er strøet ud over otte hektar frodig land. Her ligger luksushusene, der er indrettet med flittig brug af lokale materialer. Brusekabinen er under åben himmel, men her er også både kæmpe badekar samt privat pool. Hvis du altså ikke begår den lille brøler, at bestille en villa uden pool, fordi du tænker, at du lige vil spare et par basseører.
Klik her: Se de laveste flypriser til Thailand
Lad det være sagt med det samme: Det er en dyr fornøjelse at bo på Six Senses Hideaway Samui, så ødelæg ikke ferien ved lige at fedte med de sidste småpenge. Hvis du tænker på at bo her, så må du for guds skyld ikke vælge en af villaerne uden pool, for resortet er bygget på en kuperet halvø, med en god håndfuld trapper, der skal forceres, inden du kan dyppe fødderne i havvand.
I 30-35 graders varme…
Det fede ved en privat pool er, at du ikke behøver at pakke en lille taske med bog, solcreme og briller, huske et håndklæde og kæmpe om en solstol. Her er fred og ro til at slappe af, læse en bog, snuppe sig en middagslur og nyde lidt god thaimad på terrassen. Når du er sulten, så ringer du til din butler, som så sender lidt mad op til poolkanten! Det er nemt at komme til at opholde sig et par dage her uden at komme nogen andre steder end ned til morgenmadsrestauranten. Hvis du da ikke også beder om at få den bragt op…
Underspillet på en overdådig måde
Modsat hvad man godt kan få indtrykket af, når man læser, at Six Senses Samui Hideaway, er verdens bedste hotel, så er der ikke meget guld og glimmer over stedet. Det er stærkt underspillet på en overdådig, men enkel måde. Her er masser af naturmaterialer og det hele er skabt i harmoni med naturen, så palmer, buske og træer har også fået lov til at stå på området, så det føles nærmest som at bo midt i junglen.
Er du typen, der til daglig vågner tidligt for at få mest muligt ud af dagen, så glæd dig til din første morgen her. Når du vågner, skal du bare sætte dig op i sengen og kigge ud igennem de store panorama vinduer for at få del i den mest fantastiske solopgang. Mellem seks og syv vil både himmel og hav blive malet i de smukkeste røde nuancer og du kan nyde det hele, mens du stadig ligger i sengen. Wow!
Se prisen på Six Senses Hideaway – klik her!
Six Senses Samui *****
9/10 Moo 5, Baan Plai Laem
Bophut, Koh Samui
Thailand
www.sixsenses.com/SixSensesSamui