Verdens højeste hotel med verdens højeste bar og verdens højeste swimming pool. Receptionen ligger på 103. etage. Poolen er placeret 495 meter over havets overflade. Og alle værelser har en enestående udsigt. Velkommen til verdens Ritz-Carlton i Hong Kong.
Af Kenneth Karskov, www.viviro.com
Der er kun én vej i Hong Kong. Og det er op. Hvilket ikke bliver mindre tydeligt fra mit værelse på 116. etage. Wow!
Hong Kong er kendt for at have verdens mest fascinerende skyline. Det ene højhus står ved siden af det næste, og spadserer man i gadeplan er det nemt at få hold i nakken, fordi man hele tiden går og kigger op.
Find billige flybilletter til Asien – klik her
Så det kunne vel ikke være anderledes end at Hong Kong også måtte have verdens højeste hotel. Ritz-Carlton indtager de 16 øverste etager af International Commerce Centre, som er verdens femte højeste bygning.
Ritz-Carlton Hong Kong er fem-stjernet über-luksus. Her kan du dyppe kroppen i et forfriskende boblebad i 495 meter over havets overflade – under åben himmel, vel at mærke! Som et supplement til den store indendørs pool har hotellet bygget en udendørs jacuzzi på taget med en magisk udsigt over Hong Kongs mange skyskrabere.
At sætte sig til rette her, mens boblerne kærtegner ens mørbankede krop efter en lang flyvetur fra Europa, er en oplevelse i sig selv.
Hele hotellet er naturligvis i verdensklasse. De 312 værelserne er alle ypperlige, servicen er udsøgt, og blandt hotellets mange restauranter kan den kinesiske på 112. etage prale af en plads i Michelin guiden.
Selv hvis du ikke bor her som gæst, kan du sagtens få glæde af hotellets faciliteter. Øverst ligger Ozone Bar, som med sin placering på 118. etage tager titlen som verdens højeste bar. Her serverer de chicke cocktails og asiatiske tapas med beats og en vidunderlig udsigt. Baren er åben for alle, men vær opmærksom på at her er ‘dress code’.
Find billige hoteller i Asien – klik her
Du kan også bestille bord på Tin Lung Heen som serverer autentisk kantonesisk med to Michelin stjerner. Husk at bestille bord, hvis du vil have en af de eftertragtede pladser ved vinduet, for selv til frokost bliver her hurtigt fyldt. Både velhavende lokale og udenlandske forretningsfolk flokkes om stedet.
Hvis du for alvor vil give den gas, så kan du med fordel opgradere til hotellets "Club Level". Derved får du værelse på de allerøverste etager samt adgang til den store Club Lounge på 115. etage, hvor champagnen flyver i stride strømme
Flere gange om dagen bliver der lavet en ekslusiv buffet til hotellets fineste gæster i club Lounge. Her er fri bar 24 timer i døgnet, og du må ikke snyde dig selv for en overdådig Afternoon Tea med sandwich, scones og alt hvad hører til.
International Commerce Centre rummer udover hotel også en lang række kontorer for store internationale banker, et ekslusivt shoppingcenter, "Elements", der er dedikeret til verdens dyreste mærkevarer, samt check-in skranker for de største flyselskaber og en station til fly-toget ‘Airport Express’.
Rækker pengepungen ikke til et ophold på Ritz-Carlton, så er der indrettet en 360 graders udsigtsplatform på 100. etage for nysgerrige turister, kaldet "Sky 100". 18 etager under jacuzzien med de forfriskende bobler under den åbne himmel…
Ritz-Carlton Hong Kong
International Commerce Centre
1 Austin Road West
Kowloon, Hong Kong
Internet: www.ritzcarlton.com/HongKong