Når Dragonair åbner ruten mellem Hong Kong og Canton, så er det en flyvning på bare 130 km. Det er en kortere flyvetur end fra København til Odense. Dermed blander Dragonair sig i kampen om verdens korteste ruteflyvning.
Cathay Pacific meddelte for nylig at dens søsterselskab Dragonair d. 14. september vil lancere en ny service til Guangzhou, provinshovedstaden i Guangdong og den største by i det hastigt voksende Perleflodsdelta. De to daglige afgange skal flyves med Airbus A320 og A321 fly.
"Vi er glade for at kunne annoncere denne nye rute til Guangzhou. Det er en af de mest velhavende og dynamiske regioner på det kinesiske fastland, og er samtidig hjemsted for en befolkning på 45 millioner mennesker", udtaler Kenny Tang, adm. direktør i Dragonair.
Med denne rute blander Dragonair sig også i kampen om at have for verdens korteste rute på fartplanen. Flyveturen mellem Hong Kong og Guangzhou er på under 130 km, og således kortere end nogen dansk indenrigsrute. Ifølge Dragonairs tidstabel er der sat hele 50 minutter af til turen, hvilket er langt over af, hvad turen reelt vil tage.
Verdens korteste ruteflyvning står Loganair dog for. Hver dag sender selskabet et fly afsted mellem de to naboøer Westray og Papa Westray (Papay) i det nordlige Skotland. Denne tur står i tidstabellen til at tage blot to minutter. Nogle gange er den reelle flyvetid dog helt nede på et halvt minut!