Endnu en stor dansk personlighed kan nu ses på haleroret af en af Norwegians splinternye 787 Dreamliner. Denne gang er det den danske pianist og entertainer Victor Borge, der kommer til at spejde udover store dele af verden fra ti kilometers højde.
Norwegian har netop modtaget sit 11. eksemplar af flyet Boeing 787 Dreamliner, og det bliver den danske pianist og entertainer Victor Borge (1909-2000), der pryder haleroret på det nye langdistancefly.
Victor Borge bliver den anden dansker, der kan ses på en af Norwegians Dreamlinere. På et andet fly kan man finde den verdenskendte forfatter og digter H.C. Andersen.
”Victor Borge var en fantastisk pianist og entertainer og var elsket i Danmark men også i USA, hvor han levede en stor del af sit liv. Norwegian flyver til otte destinationer i USA heriblandt New York, hvor Victor Borge havde stor succes med sit one-man-show. Vi er glade for, at Victor Borge nu får mulighed for at vende tilbage til sit andet hjem, hvor han høstede så stor succes”, siger Daniel Kirchhoff, informationschef i Norwegian i Danmark.
Også hos Victor Borges familie er der begejstring over initiativet:
”Familien er taknemmelig over, at Norwegian har valgt at hylde Victor Borge på denne måde. Han bragte meget glæde til sit publikum verden over og betragtes i Danmark og i hele Skandinavien som en glædens ambassadør. Denne hyldest vil være et minde til alle om de mange bidrag fra et af det 20. århundredes ikoner”, siger Victor Borges datter Janet.
Norwegian har i dag otte 787-8 Dreamliner og tre af den større model 787-9 Dreamliner. Flyene opererer Norwegians ruter mellem Europa og USA og Caribien samt mellem Skandinavien og Thailand. Victor Borge-flyet (787-9) er seks meter længere end ”lillesøsteren” og har 344 sæder, hvoraf 35 er i Premium og 309 i Economy.