Vinterferien nærmer sig, og når hele familien skal afsted, er det en god idé at forberede sig godt. Danmarks Skiforbund giver gode råd til en vellykket skiferie med børnene.
Der er mange ting, der kan være fordelagtige at vide, inden man som familie pakker bilen og slipper børnene løs på de kridhvide bakker i skiområderne i udlandet. Hvad enten børnene er nybegyndere på ski eller helt vant til ferieformen, er det en god idé som forælder at forberede børnene på familieturen.
”Man skal sørge for, at børnene har noget ordentligt udstyr, og har man børn, der aldrig har stået på ski, er det vigtigt inden afrejse at fortælle dem lidt om, hvad der kommer til at ske. Nævn f.eks. skiskolen og lån bøger, der kan illustrere, hvad det drejer sig om,” siger Kenneth Bøggild, administrationschef i Danmarks Skiforbund.
Norden er oplagt for børnefamilier
Hvis man spørger Kenneth Bøggild, hvor han vil anbefale, at skiferien med børn skal tilbringes, er der ingen tvivl. De nordiske skidestinationer er klart at foretrække, fordi de ligger utroligt tæt på, er meget børnevenlige, og i modsætning til destinationerne længere sydpå er der ingen sprogbarrierer. Der er desuden en tilgang til skiundervisningen, som fungerer særdeles godt.
”I Norden og særligt i Sverige oplever man en pædagogisk tilgang fra instruktørerne over for børnene, der er meget nærværende og fuldstændig enestående. Desuden vrimler det med gode og billige hytter lige ved pisterne. Jeg er eksempelvis meget begejstret for Funäsfjällen i Sverige, hvor man er så langt nordpå, at der er en ægte skistemning. Der er snescootere i gaderne, og børn tager til og fra skole på langrendsski. Desuden har området et sublimt skiområde for børn – hytterne er udstyret med wii-spil og internet, og fra hoveddøren er der blot 10 meter til liften. Det er en uopdaget perle for børnefamilien,” siger Kenneth Bøggild.
Vælg hytte på pisten
I forhold til det praktiske omkring valg af skiområde, transportform og indkvartering kan det også betale sig at overveje mulighederne en ekstra gang, så man vælger den løsning, der giver familien den bedste oplevelse.
”Inden man bestiller skiferien, kan det være værd at overveje transporttiden – er den komfortabel og rimelig for børnene? Og når man rejser med børn, skal hytten helst ligge lige på pisten, dvs. børnene skal kunne glide til og fra hytten,” siger Kenneth Bøggild.
Når de nødvendige forberedelser er gjort, og ferieeventyret er i gang, er der et par ting, der er vigtige at huske for at sikre en skitur med masser af hygge, kvalitetstid og gode oplevelser for både store og små på skibakkerne.
”Når børn får ski på fødderne, bliver de fleste så fascinerede, at de udskyder deres fysiske behov og hverken kan mærke sult eller træthed. Derfor er det vigtigt at indlægge pauser i løbet af dagen. Og så er skiskole i øvrigt det allerbedste for børnene, indtil de er 16-17 år, fordi de virkelig lærer noget. På skolerne formår man også at finde den sunde balance mellem skiløb, læring og leg,” siger Kenneth Bøggild.
10 gode råd til skiferien med børn
• Forbered dine børn på, hvad en ferie på ski indebærer.
• Overvej, hvad der er den optimale transportform og vælg en boform tæt på pisten, hvor alle kan være sammen.
• Vælg én skiform. Alpin er den letteste og bedste måde for barnet at lære sneen og bakkerne at kende på. Langrend er en fantastisk mulighed for naturoplevelser, og snowboard er et godt adrenalinkick, men begge kræver en teknik, der er lidt mere krævende.
• Lej ordentligt udstyr og husk kælken, så de allermindste også kan være med.
• Undersøg mulighederne for skiskole og book hjemmefra, så dine børn er garanteret en plads.
• Slip ambitioner og forventninger. Brug dagene på leg i sneen og få, korte ture. Anerkend børnenes behov, f.eks. hvis de har lyst til at lege i sneen en hel eftermiddag. Børn elsker at lege og kælke i sneen.
• Masser af solcreme. Solen kan være skarp.
• Børn fryser nemt på pisterne – særligt på lemmerne, så pak luffer (ikke fingervanter), elefanthuer, uldtrøjer og vandafvisende flyverdragt eller skisæt osv. Vælg skiundertøj og skisokker i kunststof eller uld. Og husk et par solbriller med UV filter.
• Husk brændstof – en rulle kiks, frugt og en dunk saftevand i rygsækken.
• Når børnene har fået skiene af, er de trætte. Planlæg ikke de store aktiviteter, men lad dem slappe af med f.eks. en film, spil eller bog.