Hos Air France er der gratis Champagne til alle – også på økonomiklasse. Vi har testet det franske flyselskab på turen fra København til Beijing, og der er både godt og skidt at sige
Turen med Air France går fra København via Paris til Beijing og tager i alt 13 timer og ti minutter (ventetiden i Charles de Gaulle lufthavn er blot en time og 20 minutter). Det første skridt på rejsen går via selskabets hjemmeside, hvor det er muligt at checke in på nettet helt op til 30 timer før afgang, og er således er det nemt at snuppe de pladser, man gerne vil have på flyet. Det er altid en god idé, især når flyene er stuvende fulde som på denne tur.
København – Paris Charles de Gaulle: Air France AF2351 (Airbus 321)
Efterhånden er man blevet vant til, at der ikke bydes på meget på de korte flyvninger i Europa, men Air France fører sig jo ikke frem som et lavprisselskab, så man tænker jo, at lidt lækkerier bør man vel kunne se frem til undervejs. Det skal dog hurtigt vise sig, at enhver forventning om, at et fransk flyselskab byder på lidt lækkert i luften, ikke bliver indfriet.
Mens maskinen pisker ned igennem Europa kommer de små dåse-sodavand med 150 ml på bordet, og dertil serveres…tadaa… en bette pose med små dejringe lavet af mel og olivenolie. Hurra for et måltid! 20 gram er der i sådan en pose.
Min mave knurrer lidt, men i modsætning til lavprisselskaberne, så er serveringen ombord på Air France jo inklusive i billetprisen, og det betyder jo så, at der ikke er mulighed for at tilkøbe sig lidt mad ombord. Så ingen sandwich eller noget til at stille sulten med her.
Dét var så den servering. Kort efter kommer stewardessen rundt med en stor skraldepose og samler det hele ind igen. På række fire sidder man lige bag gardinet, og nogle gange kan man sagtens tænke, gad vide hvad de nyder af lækkerier foran gardinet på Business Class.
Sandheden er, at der bliver man også fælt skuffet, for hos Air France regner man ikke disse korte ture for noget, og derfor er serveringen stærkt nedprioriteret. Så det er ikke bedre deroppe, hvor den kan stå på en plastbakke med mini-sandwich og oliven på en tandstikker, billig champagne og plastkrus og -bestik. Og det på trods af at sådan en tur L’espace Affaires (Business Class) ellers koster over 8000 kroner…
Nuvel, på Economy er forventningerne anderledes lave, og her er prisen ikke engang 8000,- for at komme hele vejen til Beijing, så forventningerne er anderledes lave. Flyet er stopfyldt denne eftermiddag, og alligevel føler man sig godt tilpas ombord. Air France’s Airbus 321 er nydeligt indrettet med blå stofsæder og god benplads – og ren og pæn.
Paris Charles de Gaulle – Beijing Capital Airport: AF026 (Boeing 777-300)
På en flyvning på knap ti timer – helt præcis ni timer og 50 minutter – er komforten noget af det vigtigste. Ombord på denne Boeing 777-300 har Air France så valgt at fylde maksimalt mange sæder ind, så pladsen godt kan føles lidt trang. ikke så meget med hensyn til benpladsen, mere i bredden.
Sagen er nemlig den, at hvor de fleste Boeing 777 er indrettet med tre stole ved vinduerne og tre i midten – en såkaldt 3-3-3 konfiguration med i alt ni sæder pr. række – så har Air France lige klemt en ekstra stol ind. Så nu hedder den 3-4-3 med ti sæder pr. række. Av for den!
For der er kun et sted at tage pladsen fra, og det er inde i kabinen. Flyet bliver ikke større af, at de smider flere stole i den, så den eneste måde at få plads på er ved at gøre sæderne en smule smallere og mellemgangen meget smallere. Faktisk med det resultat, at personalet ombord ofte kommer til at støde ind i stolerækkerne med serveringsvognen, fordi pladsen at manøvrer på er så trang.
Når det er sagt, så skal de til gengæld have stor ros for et par andre ting. For det første er stoleryggen meget høj, hvilket er rart, når man skal til at hvile sig, så der er fuld støtte i ryg og nakke. For det andet har disse nye sæder alle den seneste inflight entertainment. Det vil sige, at der er flere hundrede forskellige valgmuligheder indenfor film, musik og spil, så man løber ikke lige tør. Selv ikke på en ti timers flyvetur. Systemet har on-demand, så man starter filmen, når man har lyst. Sætter den på pause, når personalet spørger ind til drikkevarerne. Og spoler lystigt tilbage, når man lige kommer til at lukke øjnene undervejs. Dét er noget som kan gøre en lang flyvetur meget kortere. Udvalget er glimrende med et par nye titler som f.eks. "Revolutionary Road" med Leonardo DiCaprio og Kate Winslet eller Brad Pitt’s "The Curious Case of Benjamin Button".
Vel ombord på flyet bliver der omdelt menukort. Der er to menuer at vælge mellem: Fransk eller kinesisk. En stor del af de rejsende ombord er kinesere, så disse to muligheder synes oplagte, men det er ikke givet, at der er to retter at vælge mellem. Prøv f.eks. en SAS flyvning til Beijing, hvor der ikke er nogen valgmulighed, men blot én varm ret, så der står valget mellem "take it or leave it".
Sådan er det heldigvis ikke hos Air France. Det lille menukort forklarer i detaljer om maden og drikkevarerne på flere forskellige sprog, og det er som fascinerende at opleve, hvordan flymad smager lige et hak bedre efter man har kigget i menuen. Her står det også at læse, at der er champagne til alle – også de rejsende på økonomiklasse (eller ‘voyageur’ som Air France nu kalder deres Economy Class).
Normalt er de dyre franske dråber forbeholdt de rige og berømte på Business Class eller First Class, så Air France er faktisk det eneste flyselskab i hele verden, der serverer champagne til alle. Omvendt kan man selvfølgelig sige, at hvis ikke de skulle gøre det, hvem skulle så? Men hovedsagen er, at det virker, og hele vejen ned igennem flyet ønsker de rejsende hinanden en god tur med et glas Heidsieck Monopole champagne i hånden.
Maden kommer på bordet, og den er overraskende god. Valget er faldet på den franske menu, og hovedretten er kylling i senneps-fløde-sovs med hvedekerne og grøntsager. Det smager rigtig fint, den røde Merlot (Coleurs du Sud, 2007) er ligeledes i top og til slut kommer der en lille flaske Camus VSOP cognac, og så er man også klar til at slappe af med en film. Værd at bemærke er, at Air France holder fast i metalbestik til maden og et rigtigt glas til vinen – igen, mange andre selskaber bruger plastbestik og -krus på Economy. Det hele smager bare lige lidt bedre på den måde – især drikkevarer af et rigtigt glas.
Om natten bliver der stillet lidt snacks og sodavand frem til selvbetjening. Det er altid en god undskyldning for at gå en lille tur i maskinen, at man lige skal hente lidt at drikke, så en tommelfinger opad for det. Alle passagerer får udleveret et lille pose med et par "flyverbriller" i, så de ikke bliver forstyrret af sidemandens skærm, hvis de bare vil sove sig igennem flyveturen.
Morgenmaden kan ikke holde helt samme høje niveau som den første servering, men det går an med lidt pålæg, yoghurt og brød inden landing i Beijing.
Samlet vurdering: Vi uddeler fire ud af fem stjerner til Air France for turen til Beijing. God mad, on-demand film og et glas champagne til alle er højdepunkterne. Til gengæld gør et sæde mere på hver række det lige en tand presset, hvilket trækker ned.